Vingesus - årskrifte og historien om skolen

Årsskrift

Vi har i foråret 2023 sat processen i gang med at digitalisere alle vores årsskrifte fra år 1900. Så man vil kunne følge med på siden og blive klogere på den historie som følger skolen.  

SYDFYNS FRI FAGSKOLES HISTORIE

Sydfyns Fri Fagskole bygger på tre andre skolenavne helt tilbage fra 1900. Læs den spændende historie om skolen her.

1900

Skolen grundlægges som Skårup Landbrugsskole af den unge landbrugskandidat Christian Søndergaard. Han køber Skårup “Bakkehus”, som var ejet af seminarielærer Friis. I sin tid var huset ejet af gården “Klingstrup”, som havde tiltænkt, at det skulle fungere som enkesæde for gårdejerne. Søndergaard fik samlet både et vinterhold og et sommerhold til skolen, og efterhånden som økonomien fik bedre kår, udbyggedes skolen med sengepladser.

1914

Det unge par, Søren Claus Clausen og hans kone Anne, overtager forpagtningen af skolen. Det var starten på en hård periode, da krigen sætter ind. Der blev forpagtet yderligere jord og plantager til skolen, og i 1918 havde skolen over 100 elever, da hjemvendte soldater skulle indhente en del kundskaber.

1935

Anna og Claus havde siden 1931 tilbudt husholdningskurser, og i 1935 lader de skolen blive statsanerkendt som Skårup Husholdningsskole og landbrugsskolen lukkes ned i 1935. Efter den store finanskrise i 1929, havde bønderne ikke råd til at lade deres folk tage mere uddannelse og tilstrømningen til landbrugsskolen er dalende. I 1932 får skolen en gave fra elevforeningen, nemlig skolens talerstol, som stadig står i foredragssalen. Udført i amerikansk eg af den lokale billedskærer Lindballe. Efter landbrugsskolens lukning prøver Claus Clausen sig af som forfatter, og får i denne periode skrevet en del teaterstykker og romaner, blandt andet romanen “Familien på Engborg”.

1952
Claus Clausen dør efter sygdom og datteren Gudrun, som kaldtes Gutte, kom hjem og gik ind i skolens arbejde som vikar. Hun overtog faderens kontorarbejde og indgik langsomt i skolens virke. Anna Clausen fører skolen videre som forstander fra 1953 til 1970. I denne periode indførtes en række moderne fag som maskinskrivning, engelsk og man etablerede demonstationshallen (storkøkkenet nu), hvor man fremviste det nyeste indenfor køkkenmaskiner. I 1967 belønnes Anna for sin indsats i det folkelige arbejde. Hun var med til at starte 13 husholdningsforeninger på Sydfyn og hun havde stor interesse for konflikterne i det sønderjyske grænseland. Hun udnævnes til ridder af Dannebrog for sit engagement.

1970
Gudrun Clausen bliver forstander og overtager også i disse år ejerskabet af skolen. I 1971 etablerer hun gratis legestue for alle i lokalområder, hvor eleverne kunne beskæftige sig med pædagogik og børneopdragelse. Der blev oprettet 5 hold med 20 børn på hver som mødte hver dag fra 10.00 – 13.30. Dette ophørte først i 1999. I 1972 var skolen – sammen med spejderskolen i Korinth – den sidste privatejede skole i Danmark.

1974
I februar dør Anna Clausen efter kort sygdom.

1977
Skolen er nu den sidste privatejede skole i Danmark. Det giver problemer, da kun selvejende institutioner kunne få billige lån fra staten, og de fordele kunne skolen ikke få del i. I 1978 indførtes stadig nye fag som elementær førstehjælp, kreativ linje med stoftryk, plantefarvning og lædersyning.

1980
Gutte kalder skolen for Skårupskolen, da hun hælder til den tanke, at ungdommen ikke synes om navnet husholdningsskole. Endvidere havde Struer Husholdningsskole også kaldt sig Struerskolen og straks efter steg elevtallet hos dem. I 1981 var der ialt 192 kursister på Skårupskolens sommer- og vinterhold og de blev undervist af 11 lærere. På det tidspunkt hed den lokale folkeskole i Skårup, Øvelsesskolen, da den lå ved seminariet. Så først senere blev det for alvor et problem, at have 2 naboskoler med næsten samme navn.

1988
Gutte modtager Svendborg Prisen og en check på 15.000,- kroner, som hun straks skænker Marianne Kjærs Fritidsteater i Svendborg.

1997
Den 17. september 1997 dør Gutte efter sygdom. Hun er ligesom sine forældre bisat fra Valgmenighedskirken i Vejstrup. 14. januar afholdes der stiftende generalforsamling og en bestyrelse bliver valgt med Bent Aage Rasmussen som formand i en 7 mands bestyrelse. Skolens sekretær Birta Kristensen Skovbo udfører i disse tider et fantastisk arbejde med, at føre skolen gennem hverdagen sammen med det trofaste personale, indtil den nye forstander er ansat.

1998
Herdis Hune-Rasmussen ansættes. Herdis flytter ind i forstanderlejligheden med sin mand Robert og virker som forstander indtil 2008, hvor Birthe Hay Sørensen tager over.

2000
Skolen fejrer sit 100 års jubilæum med mange gæster og stor festivitas på skolen.

2008 

Birthe Hay Sørensen bliver forstander og flytter ind på skolen. 

2013
Skårupskolen tager konsekvensen af, at alle husholdnings- og håndarbejdsskoler i Danmark nu er samlet under paraplyen Frie Fagskoler. Skolerne har fået et nyt sigte i retning af, at uddanne unge til at være bedre stillet på arbejdsmarkedet fremfor i hjemmene. Skolen kalder sig Sydfyns Fri Fagskole.

2018 er frie fagskoler i gang med at udvikle branchestrategier i samarbejde med erhvervsskoler og virksomheder, som ved, at det nytter noget at vise vejen frem til job og uddannelse for de unge. 

2018 ansættes Henrik Karup som ny forstander. 

2020 Skolen køber Klingstrupvej 1 og Henrik Karup flytter ind i villaen. Skolen overtager ligeledes Bakkehuset, som i de foregående år havde fungeret som kommunal børnehave. Bakkehuset indvies som udslusningsbolig for STU-elever i august 2020.

2024: Steen Tinning afløser Bent Rasmussen som formand for bestyrelsen, efter Bent har siddet på poster i 27 år. 

Skolen har ansøgt om at etablere en specialefterskoleafdeling, som åbner med 30 elever den 11. august 2024. Viceforstander Lisbeth Refbjerg Rasmussen er fra juni konstitueret forstander året ud. Anne Louise Haaber Hassing ansættes som souschef. 
Den A.P. Møllerske Støttefond donerer 44 millioner til skolen for at at etablere en udvidelse af spisesal samt multihus. 

Skolen skifter igen navn, nu til Sydfyns Fri Fag- og Efterskole (SFFE)

Frie Fagskoler oplever, at der er opbakning fra finansloven til at drive en praksisfaglig kostskole.

Skolen arbejder i at starte en 7. linje som skal være forberedende til søfartsuddannelserne: Maritim.  

Share this:

Like this:

Like Loading...