GAME DESIGN

Lyden af hurtige klik med musen og lige så hurtige tap på tastaturets genvejstaster fylder rummet. Der er en stemning af fordybelse i skærmene og samtidig hyggeligt og rart i loftlokalet på Sydfyns Fri Fagskole, hvor Game Design har hjemme. Eleverne sidder med hver deres computer, og der bliver hentet inspiration, gode råd og historier hos hinanden og ikke mindst de to lærer Anders og Verner. 

Rasmus Emil sidder ved computeren og designer et spil i programmet Scratch. Spillet skal bruges på lørdag, hvor elevernes familier kommer på besøg. På familiedagen skal der julehygges og eleverne forbereder forskellige aktiviteter, der skal underholde gæsterne. Rasmus Emil har lige fundet et ark med en julemandsfigur på nettet. Julemanden skal han bruge til at designe spillet færdig i Scratch. 

Det er tredje år Rasmus Emil går på skolen. Han er glad for at gå her og han har haft Game Design som linjefag siden han startede. Han beskriver, at det bedste ved Game Design er, at der er mange muligheder og man får lov til at afprøve meget forskelligt. Så kan man ligesom finde sin egen retning. 

På holdet er der plads til alle lige fra nybegyndere til erfarne, dem der helst vil designe og dem der elsker at programmerer. Rasmus Emil forklarer, at:

Det fungerer godt at linjen er delt op i Game Art og Game IT, fordi design og programmering er to meget forskellige ting. På den måde får vi lov til at arbejde med det vi syntes er mest spændende.

På Game Design fordyber eleverne sig i deres egne projekter. Der bliver også lavet projektuger, hvor eleverne arbejder med det samme og prøver nye programmer og værktøjer af. Rasmus Emil mener, at der er en god hold-dynamik, selvom de mest sidder med hver deres, og forklarer, at:

Lige som på et rigtigt hold, der skal producere spil eller film, så er det forskelligt, hvad hver elev har byde ind med. Tilsammen giver det et helt hold. Det er der plads til og det er fedt. 

Der er sket meget siden Rasmus Emil startede på Game Design. Og blandt andet fordi han har prøvet så mange forskellige ting i Game Design, har han nu fået en drøm om at blive filmklipper eller være en del af en film-produktion engang. Det er i hvert fald blevet mere tydeligt for ham, hvad han kan byde ind med på et hold og hvad han syntes er en spændende vej at gå.