Du kan stadig nå det!


Med fokus på dansk, matematik, fællesskab og 7 praksisfaglige linjer er efterskoleafdelingen på Sydfyns Fri Fag- og Efterskole kommet stærkt fra start.

Efterskoleafdelingen på Sydfyns Fri Fag- og Efterskole går nu ind i sit tredje år, og erfaringerne viser, at tilbuddet opfylder et vigtigt behov hos unge, der har brug for både faglig støtte og et stærkt socialt fællesskab.

Undervisningen har særligt fokus på dansk og matematik, hvor eleverne mødes på deres eget niveau. Mange kommer med faglige huller eller manglende motivation, og derfor arbejdes der målrettet med at styrke både deres faglige kompetencer og troen på egne evner. Samtidig er fællesskabet en central del af hverdagen. Efterskolelivet giver eleverne mulighed for at indgå i meningsfulde relationer og opleve en hverdag med struktur, tryghed og nye muligheder.

Skolen har samtidig søsat en ny maritim linje, som har fået en flyvende start. Eleverne har været på flere ture ud af huset og besøgt både færger, virksomheder og maritime uddannelsessteder for at få indblik i branchen. “Vi har virkelig profiteret af vores gode venner på Svendborg Søfartsskole, som både har kastet eleverne i havnebassinet og har vist alle de spændende sider af de maritime uddannelser”, fortæller Lisbeth Refbjerg, afdelingsleder. “Eleverne har fået saltvand i årerne efter de både har roet i vikingeskibe, været til søs i skonnerter og har arbejdet på en flot smakkejolle, som skolen har fået til låns”. Der er så mange aspekter af sømandskab, som bliver en del af den unges identitet og det er dejligt når unge får en retning de vil forfølge”.

Med kombinationen af faglig undervisning, praksisnære oplevelser og et stærkt fællesskab har efterskoleafdelingen etableret sig som et vigtigt tilbud for unge, der har brug for en ny retning og et sted at udvikle sig.

Sydfyns Fri Fag- og Efterskole en skole for alle dem der har været på kanten af grundskolen; det kan være man er ordblind, har indlæringsvanskeligheder eller bare trives bedre udenfor klasseværelset. “Vi arbejder målrettet på at skabe en indholdsrig og struktureret hverdag, hvor der er balance mellem tryghed og udvikling. Tryghed er en forudsætning for læring, og derfor prioriterer vi forudsigelighed, tydelige rammer og stabile relationer. Samtidig støtter og motiverer vi eleverne til at udfordre sig selv i et tempo, der er tilpasset deres individuelle behov”, fortæller Lisbeth Refbjerg, og fortæller, at man stadig kan nå at blive tilmeldt 9. eller 10. klasse til det kommende skoleår.